I hans typisk kryptiske stil, J.W. Anderson behandlede publikum med et show, som vi endnu ikke har forstået – et kig ind i sammenløbet af #pastpresentfuture, som designeren udtrykte det på sociale medier. Få designere ignorerer åbenlyst de fælles temaer på andre landingsbaner, men Andersons march ned ad den ubesejrede bane er urokkelig. Efter at have været i juryen ved den seneste LVMH-pris, har Andersons status overgået blot at være den mørke hest på LCM-listen. Han er nu eneejer af sit eget domæne. Hans konsekvent puristiske visuelle koder, som det ses i dag, etablerer hans oeuvre som noget dybt personligt, der muligvis bedst kan beskrives som selvportræt.
Tidligere temaer for 70'ernes subkultur, futurisme og hverdagslighed tog et rødt skift denne sæson med en samling, der læste som en hyldest til de udvalgte 'uns: truede håndværkere reddet fra en post-apokalyptisk verden for at være baseret i en rumstation i det fjerne fremtiden er en måde at give mening ud af det. Tung denim var udsmykket med ord som "orbital" og "stjerne". Blide væsner, der ikke ville have virket malplacerede i et Egon Schiele-maleri, gled ned i det klinisk hvide udstillingsrum med en abstrakt værktøjskasse i hånden og et sæt yndlingsværktøjer syet på deres venstre bryst, tæt på deres hjerte. Et andet kig på værktøjskassen afslørede hverdagsting som en fløjte, en flaskeåbner og endda en bestemt selvbehagelig genstand. Krydsord tilegnet til struktureret strik bringer tankerne hen på umærkelige søndag eftermiddage derhjemme, hvor tiden går. Temaer om banalitet blev matchet med en bevægelse mod essentialisme, der havde til formål at fratage Andersons verden dens nødvendige fornødenheder. Nøgen blev valgt, hvor det var muligt, og efterlod bar hud til at komme frem gennem skrøbelig tyl, hvilket genlyder håndværkerens introspektive psyke. Hvid flume blev tilføjet for et strejf af kunstnerisk blomstring, mens rummelige judobukser gav en pensel af anvendelighed.
51.5073509-0.1277583