PARIS, 21. JANUAR 2016
af ALEXANDER FURY
Hver sæson er der tilsyneladende et dusin eller deromkring Issey Miyake-kollektioner, som vi, pressen, ikke får at se. De destillerer de ofte stumpe påvirkninger fra hovedlinjen til velsmagende redigeringer. De laver mange læg, som de ofte er så kendte for, og som ofte fylder de fleste af deres butikker.
Det kan være en pengeko, men problemet med noget så allestedsnærværende som Miyakes behagelige læg - og for at være ærlig, noget, der ofte og let refereres til af andre designere - er, at du keder dig. Som designer og som iagttager. Så hvordan eksperimenterer man uden at fremmedgøre? Hvordan tilbyder man noget nyt uden at miste sin identitet? Det er problemet, Issey Miyakes herretøjsdesigner Yusuke Takahashi tager fat på hver sæson.
Generelt undgår Takahashi læg - hvilket er en klog beslutning. I stedet grundlagde han husets herretøjskollektioner i stofteknologi og en følelse af lethed - etos af læg uden foldning. Til efteråret kaldte han showet Neonomad, en klynge af krat-græs omkring landingsbanen, der giver en nuance af rumvæsenet. Det føltes en lille smule spaghetti-western, især mod betonarkitekturen i Palais de Tokyo, et fransk borgercenter med et japansk-inspireret navn. Hvordan er det allerede til at rejse?
Selve tøjet var inspireret af forskelligartede kulturer - den gammeldags kliché om et forsvundet show, der maser sammen mongolsk strik, ridning, et par kjoler og nederdele til mænd og sarouelbukser, visuel stenografi for det eksotiske. "Neo"-bitten kom igennem i den førnævnte beklædningsteknologi, i Takahashis boblende hestehårsstrik eller stoffer beskrevet som rynkefri, formstabiliserende, funktionel, let, vaskbar, ikke-jernbar. Alle de ting, et peripatetisk moderne liv kan kræve af tøj - dårligdommene ved nutidige rejser, løst i ét hug.
Jeg er ikke sikker på, at det bedst opsummeres af rystende jacquards af hestesko (flere westernfilm), hvis grafik lignede enten Ettore Sottsasss smagsgennemtrængende yderpunkter eller rollebesætningen i 80'er-teen-sitcom Saved by the Bell, afhængigt af sofistikerede øjne. Jeg sad med sidstnævnte. Go-faster cycle shorts i korte strik var også en mærkelig afgang (for efteråret, nogen?). Men fotografen Kenji Hirasawas slående termokromiske billeder, trykt dristigt på Takahashis beklædningsgenstande, gav dem ikke kun en psykotrop trippiness, men en følelse af det levende menneske nedenunder. Deres kropslighed, selvfølgelig, men også deres behov, gennem tøj. Hvilket var kernen i denne samlings mærkelige appel.