PARIS, 24. JANUAR 2016
af LUKE LEITCH
Faith Connexions moderskib på Rue Tronchet er varmt, højt og travlt. Da denne anmelder kom ind i den, følte han sig dumt ude af kontakt: Hvad var egentlig Faith Connexion? Hearsay sagde, at det var Christophe Decarnins opfølgningsprojekt - manden, der varmede sengen til Rousteing på Balmain og forlod den - og hans team. Ingen af de charmerende hustlere i det fugtige showroom ville besvare et skråt spørgsmål med et lige svar. Men tøjet i denne tredje herretøjskollektion sagde nok. Runner-buksen, der tilsyneladende er patenteret, har et æstetisk påført panel, der ikke er ulig Decarnins Balmain-periodens vildt must-have moto-buks: Her kom den i denim og ruskind og sved - "i alt." Der var læder og denim håndmalet af to samarbejdspartnere; en af hvis stil var blød akvarelist, den anden Americana og silhuet tung. Perforeret sved og ødelagt denim fik deres ødelæggelse påført af Thomas, den interne ødelægger: Han (eller hun) borer stoffet. Der var duffles, inklusive et massivt oversize denimstykke, der tog dig tilbage til Twisteds, og nogle behageligt afskårne jeans og jumbosnore fremtryllet af en intern stylist ved navn Anastasia.
Et cirkustema løb gennem samlingen, udtrykt i Barnum-grafikken på læder og smalle fiskehale-boreparkaer af en anden in-house graffitikunstner – Pyscologique, kaldte de ham – samt en fløjlsvendbar bengalstribe og ternet ringmaster frakke. Bikere blev ved med at komme, for at klemme på ovenstående undertrøje/nederdele og løsere "bedstefar" oversize bukser (denne oldtimer elskede dem) eller jumpsuits i fløjlssnore. Firkanterne ved festen – hvor de diskuterede økonomi indbyrdes, mens alle de seje børn havde halsen – var kashmirstrik, rundhalset eller V og almindelig. Men hey, de sælger altid. Faith Connexion kombinerer æstetisk retning og ideologisk omhu for at (med rette) fortjene tilgivenhed.